Af Alma Wibeck Senderovitz
Mathieu (Guillaume Canet) lever drømmelivet. Han er en stor fransk skuespiller med fans overalt i landet og bor med sin kone og søn i Paris. Alligevel befinder han sig midt i en krise. Den ulmer under overfladen. Når han taler med sin kone i telefonen, er hun uforstående og prioriterer ham ikke. Og teaterstykket, hvor han skulle spille hovedrollen om blot fire uger, har han trukket sig fra.
Derfor er han flygtet til en søvnig fransk kystby, hvor han er taget på spaophold for at slippe væk fra det hele. Her dukker en gammel flamme op, der minder ham om fortiden.
Starten af filmen fremstår lang, men den giver også seeren et dybere indblik i Mathieus sindstilstand. Den ro, som spaopholdet skulle have givet ham, bliver til det modsatte.
Udenfor sæsonen formår her at bruge humor på en øm, lidt tåkrummende og effektiv måde. En af hans fans insisterer på at tage en selfie med ham, mens han er immobil på en slags terapeutisk båre. Derefter efterlades han i rummet med sine ben i en mærkelig pumpe, der er fastklemt til en larmende maskine, netop som hans telefon ringer. På hotelværelset er han ude af stand til at betjene en kontaktløs kaffemaskine, som så sprøjter kaffe overalt. Intet ved dette skriger afslapning; snarere er det en akavet og urolig oplevelse. Omgivelserne vendes på hovedet, og det er overraskende vellykket.
Den ro, han ledte efter, finder han ikke i spaopholdet, men snarere hos sin ekskæreste Alice (Alba Rohrwacher). De slog op for 15 år siden, og hun bor tilfældigvis i den lillebitte by. Kort efter hans ankomst ved hele byen, at han er landet, og hvor han opholder sig. Det gamle kærestepar mødes på en lille restaurant, og man mærker straks deres kemi. Denne korte affære leder ikke mod nogen lykkelig slutning, for instruktør Stéphane Brizé virker mere optaget af små, særlige øjeblikke og den varige effekt, de vil have på personerne.
Når man laver en romantisk film som denne, skal kemien mellem de to hovedroller fungere – og der er noget forsigtigt og blidt ved deres forbindelse, der langsomt bløder mere op, som tiden går. De tør at være mere ærlige og sårbare.
Især Alba Rohrwacher stjæler scenen. Med en præstation, der både er opløftende og hjerteknusende, mærker man en ulykkelighed i hendes blotte tilstedeværelse. Hun er gift og har en teenage-datter, men må også affinde sig med “kun” at være klaverlærer for børn og på plejehjem.
Hun drømmer om mere, og det er svært ikke at blive rørt af hendes melankolske udtryk, når hun ser på Mathieu. De ser begge tilbage på deres tid sammen med lige dele kærlighed og fortrydelse.
Nu står de foran hinanden igen og kan tale om alt det, der skete. De står med en unik mulighed i hænderne, og de griber den. På stranden med store bølger i baggrunden og i den lille, grå by får de endelig mulighed for at sige ordentligt undskyld og farvel. Udenfor sæsonen er en stille hyldest til tilfældige sammentræf og minder én om alle de afskeder, man selv har oplevet.
Kommentarer